Riesenschnauzer

Riesenschnauzeren er skabt ved avl på store eksemplarer af schnauzeren,
krydset med forskellige sydtyske hyrdehunde og sandsynligvis sort grand danois.
Oprindelig vogtede den kvæg og hjalp med at drive kvægflokkene til slagtning.
I nyere tid er den blevet en værdsat tjenestehund for politi og militær, en
respektindgydende forsvarshund.
Typiske karaktertræk er et uforfærdet gå-på-mod kombineret med ro og besindighed. Riesenschnauzeren er godmodig, trofast og lærevillig, men på grund af sin størrelse
også meget kraftfuld. Den passer derfor bedst i en familie, hvor man vil tilbyde den
en meningsfyldt beskæftigelse og er indstillet på at opdrage den konsekvent.
Af udseende er riesenschnauzeren i et og alt en forstørret og forstærket udgave af schnauzeren. Højden over skulderen er mellem 60 og 70 cm. Farverne er sort eller
peber/salt, og farvevarianterne betragtes som to selvstændige racer, der ikke
blandes indbyrdes.
 
Pelsen kan være laksort fra snude til halespids, eller den kan have den specielle
gråmelerede farve, som kaldes peber/salt. Den fremkommer ved, at det er det
enkelte hår, som er trefarvet - sort inderst, lysegråt midtpå og sort igen i spidsen.
En schnauzerpels skal trimmes - dvs at døde hår jævnligt plukkes væk - hunden
fælder derfor i reglen kun ubetydeligt. Det er en pels til al slags vejr. Fugt og snavs
preller af på de grove, tætte dækhår, samtidig med at den tykke underuld isolerer
mod både kulde og varme.
 
Læs racestandarden HER > >

Lis-Linda Pedersen & Allan Nielsen | Tisted Holter 7, DK-9510 Arden  | Phone: + 45 6167 4955 | bolskovhus@gmail.com